Jeg kan ikke få armene ned
Fremtiden bliver helt uundgåeligt præget af mere og mere Virtual Reality, hvilket bringer et væld af nye og spændende muligheder med sig, og det kan være virkelig svært at få armene ned, når man først har prøvet et par VR briller.
Har du selv prøvet VR – enten Oculus Rift, HTC VIVE eller måske Google cardboard briller?
Hvis du har prøvet en af typerne, vil du sikkert give mig ret i, at det er fedt!
Det er en utrolig oplevelse f.eks at male et maleri i en 3D verden – og selv stå midt inde i det, eller køre i en virtuel rutchebane og alligevel mærke suset i maven, eller få højdeskræk ved at kigge ud over rælingen på en færge, og kunne mærke i kroppen at man sejler, selvom man står i sin egen stue – det er altså ret fantastisk.
Facebook Spaces
Noget af det nye og interessante i denne verden, er Virtual Reality app´en “Facebook Spaces”.
(Facebook købte i 2014 virksomheden Oculus, der laver de kendte Oculus Rift VR briller. De har efterfølgende udviklet controllere til handerne, så det hele giver en endnu mere virkelig følelse.)
Den blev annonceret for at par måneder siden af Mark Zuckerberg, som også selv viste en præsentation af nogle af de muligheder man har inde i app´en.
Vi kan nu komme endnu tættere på vores relationer på Facebook. Vi kan oprette en avatar, der ligner os rimelig godt, og som kan efterligne ansigtsudtryk mm. Herefter kan vi mødes med vores venner i en virtuel verden, hvor vi kan dele og skabe oplevelser sammen, selvom vi måske befinder os i hvert sit land.
Vi kan tage billeder med en selfie stang, som vi kan gemme ned eller poste direkte på Facebook og meget mere.
Her kan du se mere om lanceringen af Facebook Spaces
Jeg prøvede selv et sæt Oculus Rift briller den anden dag, og må sige at jeg er solgt!
Det er en super sjov og spændende oplevelse, som helt sikkert giver muligheder i fremtiden.

Billedet viser min avatar (som jeg godt kunne have brugt mere tid på at få til at ligne), og lidt af det jeg oplevede inde i app´en: bl.a en hår bøjle med kaninører hvor der stod “wear me”. Den kunne jeg tage på, eller give andre den på, og den tidligere nævnte selfie stang som jeg tog billeder med. Jeg tegnede 3D ting, som jeg efterfølgende kunne flytte rundt, og der lå et spil kryds og bolle, så man kan være interaktiv med sine venner i denne virtuelle verden. Bare lige for at nævne lidt af det jeg oplevede.
Men hvordan kan virksomheder bruge VR?
For virksomheder kan det betyde at Skype-mødet mellem afdelinger i forskellige lande bliver udskiftet med et VR møde, som endda giver en bedre følelse af at være sammen. Man kan være i samme rum, række ting til hinanden, pege direkte på noget, se en tutorial film sammen, og mange andre muligheder.
Kommunikationen både internt og eksternt i virksomheder kan altså blive endnu mere nær, og på den måde bringe kolleger og kunder tættere på virksomheden og hinanden. Relationer, fællesskab, fælles følelse og det at være en del af noget nært.
Hele det konceptet “content marketing” går ud på, er netop (via relevant indhold) at skabe og pleje relationer, for igennem relationer skabes tillid.
Virksomheder kan altså lave relevant indhold – eksempelvis til Facebook Spaces, og få folk til at opleve det sammen, tage selfies af det, og dele det på Facebook aller andre sociale medier. Så for de virksomheder der udvikler dette indhold, vil der være en fantastisk branding effekt, for jo flere sanser der i brug, jo bedre husker man noget. Derfor ligger man som virksomhed hurtigt “top of mind” hos relationerne/kunderne, hvis man er med på beatet her.
Ikke kun til spil og sjove reklamestunts
VR kan bruges til rigtig meget mere end simulator spil, møder og virtuel sjov med vennerne.
Fordi følelsen man oplever er så realistisk, arbejdes der på at benytte VR som smertelindring. En læge med en patient under behandling af brandsår, kan vise patienten VR film fra et sted med sne og kulde, hvilket kan afhjælpe den brændende smerte, fordi hjernen manipuleres til at få en afkølende oplevelse.
Det giver jo et hav af muligheder for lægeverdenen.
VR til læring
Hvis du havde haft muligheden for at følge med virtuelt i en uges arbejde for en Key account manager, en folkeskolelærer, en tandlæge, en teknikker på en boreplatform eller hvad dine tanker og drømme nu havde være, havde du så valgt et andet job? Taget en anden uddannelse?
Hvad med integration – kunne VR ikke bruges til at få indblik i hverdagen i en anden kultur?
Jeg ved godt traditionelle undervisningsfilm også kan give et indblik, men det er noget helt andet, når man føler sig som en del af det hele, hvilket er dét der er “the cherry on top” ved Virtual Reality.
Det bliver spændende at se hvilke firmaer der griber bolden på det her – jeg vil i hvert tilfælde glæde mig til at følge med.
//Gitte Maack